Sex, skat og smæk – hvad influencere kan lære af Skattestyrelsens kontrol
Skattestyrelsen har netop gennemført en målrettet kontrol af omkring 600 danske profiler på OnlyFans for at undersøge, om de har indberettet og betalt skat korrekt (link til pressemeddelelse længere nede). Resultatet er markant: 94 % havde ikke indberettet korrekt.
Selvom kontrollen er rettet mod OnlyFans creators, viser den, at mange content creators der tjener penge som influencere, YouTubere eller streamere m.v., fortsat mangler overblik over de gældende regler for skat og moms.
For når man tjener penge på digitalt indhold, uanset platform, gælder der de samme grundlæggende krav som for andre selvstændige.
Hvornår bliver du momspligtig?
Som udgangspunkt skal du momsregistreres, hvis du har en årlig omsætning på over 50.000 kr.
Omsætningen omfatter ikke kun kontant betaling, men også produkter, gaver, rejser eller andre ydelser, du modtager som betaling for reklame, omtale eller samarbejde.
I praksis betyder det, at når du som content creator promoverer en virksomhed, et brand eller et produkt, vil det som udgangspunkt blive betragtet som en momspligtig reklameydelse.
Har du brug for hjælp til moms? Så læs mere her.
Når “gratis” ikke er gratis
Som content creator modtager man ofte produkter, invitationer eller oplevelser som en del af samarbejder fx tøj, kosmetik, hotelophold eller billetter til events.
Selvom det måske opleves som “gratis”, har de en reel værdi, som både skattemæssigt og momsmæssigt skal behandles på samme måde som kontant betaling.
Det betyder, at værdien af produkter og ydelser, du modtager som betaling for reklame eller omtale, indgår i din samlede omsætning. Hvis værdien af de modtagne ydelser sammen med eventuelle kontante honorarer overstiger 50.000 kr. om året, bliver du momspligtig.
Når du er momsregistreret, skal du opkræve 25 % moms af dine ydelser og indberette moms til Skattestyrelsen. Læs mere i pressemeddelelsen fra SKAT.
Er du i tvivl? Så tag fat i os
Reglerne for influencere og andre content creators kan hurtigt blive komplekse, især når betaling sker i både penge og produkter. Mange bliver først opmærksomme på momspligten, når Skattestyrelsen banker på døren.
Hos Azets rådgiver vi mange influencere og selvstændige, der arbejder digitalt, om korrekt håndtering af skat og moms, så reglerne bliver fulgt, og der ikke kommer ubehagelige overraskelser.
Hvis du er i tvivl om, hvordan reglerne gælder for dig, så tag fat i os, vi står klar til at hjælpe.

