Skip to main content
Hjem

Seneste nyt om løngennemsigtighedsdirektivet

AZ-DK-Insight-Hero-løngennemsigtighed-for-dummies.png

Senest opdateret: 11. august 2026

EU's løngennemsigtighedsdirektiv skal styrke princippet om lige løn til kvinder og mænd for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Det skal blandt andet ske gennem større gennemsigtighed om løn, nye rettigheder for medarbejdere og kandidater samt nye krav til rapportering og håndhævelse.

Men hvor langt er Danmark med implementeringen, og hvad bør danske arbejdsgivere forholde sig til allerede nu?

Den vigtigste status er, at de foreslåede nye danske regler endnu ikke fremgår af den gældende ligelønslov. Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet sendte den 26. februar 2026 et udkast til ændring af ligelønsloven i ekstern høring. Høringsfristen var den 27. marts 2026, og udkastet lægger op til ikrafttræden den 1. januar 2027.

Det betyder, at virksomheder med fordel kan begynde forberedelserne, men at de konkrete danske krav og datoer fortsat bør behandles som foreslåede regler, indtil den danske lovgivningsproces er afsluttet.

EU's implementeringsfrist er udløbet

EU vedtog direktiv (EU) 2023/970 i maj 2023. Medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet i national ret senest den 7. juni 2026.

I Danmark foreligger der et høringsudkast til ændring af ligelønsloven. Udkastet indeholder en række nye pligter for arbejdsgivere og foreslår ikrafttræden den 1. januar 2027.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem tre ting: de allerede gældende regler om ligeløn, kravene i EU-direktivet og de konkrete danske bestemmelser, der er foreslået i høringsudkastet.

Hvad foreslås der for rekruttering?

Høringsudkastet lægger op til større løngennemsigtighed allerede under rekrutteringen.

Efter udkastet skal ansøgere have oplysninger om startlønnen eller intervallet herfor baseret på objektive og kønsneutrale kriterier. Hvis der gælder relevante bestemmelser i en kollektiv overenskomst for stillingen, skal kandidaten også have oplysninger om dem.

Det betyder ikke nødvendigvis, at lønintervallet skal stå direkte i jobannoncen. Det centrale er, at kandidaten får de relevante oplysninger, så lønforhandlingen kan foregå på et informeret og gennemsigtigt grundlag.

Udkastet foreslår samtidig, at arbejdsgivere ikke må spørge kandidater om lønhistorikken i deres nuværende eller tidligere ansættelsesforhold.

For HR kan det derfor blive relevant at gennemgå både jobopslag, rekrutteringsprocesser og interviewguides.

Krav om objektive og kønsneutrale lønkriterier

Et centralt element i høringsudkastet er arbejdsgivernes lønstruktur.

Det foreslås, at lønstrukturerne skal gøre det muligt at vurdere, om medarbejdere befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til arbejdets værdi. Kriterierne skal være objektive og kønsneutrale og blandt andet omfatte færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår. Andre relevante faktorer kan også indgå.

Efter høringsudkastet skal enhver arbejdsgiver desuden gøre det let for medarbejderne at få adgang til de objektive og kønsneutrale kriterier, som anvendes til at fastsætte løn, lønniveauer og lønudvikling.

Det gør det relevant at undersøge, om virksomhedens eksisterende lønprincipper er tilstrækkeligt klare og kan dokumenteres.

Vil I vide, hvor jeres virksomhed står?

Har I brug for at vurdere, om jeres nuværende lønstruktur, jobarkitektur eller lønprocesser er klar til de forventede krav, kan Azets hjælpe med at skabe overblik over jeres udgangspunkt og de områder, der kan være relevante at arbejde videre med.

Hvilke lønoplysninger foreslås medarbejdere at få adgang til?

Efter høringsudkastet får en medarbejder mulighed for at anmode om oplysninger om sit eget individuelle lønniveau og om de gennemsnitlige lønniveauer, opdelt efter køn, for den kategori af medarbejdere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Arbejdsgiveren skal efter udkastet én gang om året informere medarbejderne om denne ret og om, hvordan oplysningerne kan tilgås.

Ved en konkret anmodning foreslås det, at oplysningerne skal gives skriftligt senest to måneder efter anmodningen. Medarbejderen kan desuden anmode om yderligere og rimelige præciseringer, hvis oplysningerne er upræcise eller ufuldstændige.

Hvis oplysningerne vil medføre direkte eller indirekte videregivelse af en identificerbar medarbejders løn, bør oplysninger ikke deles. Derimod angiver høringsudkastet at oplysningerne deles med tillidsrepræsentant og ved mangel af samme med det nye Institut for Ligeløn.

Kan DISCO-koder bruges?

DISCO-koder kan være relevante, men de løser ikke nødvendigvis hele opgaven.

Høringsudkastet definerer en kategori af medarbejdere ud fra medarbejdere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Kategoriseringen skal foretages på en ikke-vilkårlig måde på baggrund af objektive og kønsneutrale kriterier.

Det betyder, at en eksisterende jobklassifikation via DSICO-koder ikke i sig selv dokumenterer, hvilke job der har samme værdi. Virksomheder kan derfor med fordel undersøge både jobindhold, ansvar, kompetencekrav og øvrige relevante kriterier.

Hvem foreslås omfattet af lønredegørelser?

Høringsudkastet lægger op til forskellige rapporteringsfrister afhængigt af virksomhedens størrelse.

For gruppen med 50-99 lønmodtagere er der efter udkastet særlige betingelser. Der skal blandt andet være mindst otte lønmodtagere af hvert køn i samme medarbejdergruppe opgjort efter den sekscifrede DISCO-kode eller et tilsvarende klassifikationssystem. Udkastet indeholder desuden en undtagelse for brancherne landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri.

Det er derfor ikke korrekt at konkludere, at alle virksomheder med 50-99 ansatte automatisk bliver omfattet af de samme rapporteringskrav.

Hvornår kan en fælles lønvurdering blive relevant?

For arbejdsgivere med mindst 100 lønmodtagere indeholder høringsudkastet regler om en fælles lønvurdering.

En forskel på mindst 5 procent mellem kvindelige og mandlige medarbejderes gennemsnitlige lønniveau i en given medarbejderkategori er ikke i sig selv ensbetydende med, at virksomheden har overtrådt ligelønsreglerne.

Efter udkastet bliver en fælles lønvurdering relevant, når flere betingelser er opfyldt. Blandt andet skal forskellen være ubegrundet ud fra objektive og kønsneutrale kriterier, og virksomheden skal ikke have rettet op på forskellen inden for den foreslåede frist.

Formålet med vurderingen er blandt andet at analysere lønforskellene og identificere foranstaltninger, hvis forskellene ikke kan begrundes objektivt og kønsneutralt.

Hvad kan virksomheder forberede allerede nu?

Selv om de konkrete danske regler ikke er endeligt vedtaget, kan det være hensigtsmæssigt at få overblik over de områder, som høringsudkastet retter sig mod.

Virksomheder kan blandt andet se nærmere på deres lønstruktur, jobarkitektur, kriterier for lønfastsættelse og lønudvikling, kvaliteten af løn- og HR-data samt eksisterende rekrutteringsprocedurer.

Et godt udgangspunkt er at undersøge, om virksomheden kan forklare og dokumentere, hvorfor medarbejdere i sammenlignelige funktioner aflønnes forskelligt. Det kan også være relevant at vurdere, om lønprincipperne anvendes konsistent på tværs af organisationen.

Få overblik over løngennemsigtighed på vores webinarer

Vil I have en samlet gennemgang af den aktuelle status og de områder, virksomheder med fordel kan forberede sig på, kan I deltage i Azets' webinar om løngennemsigtighed.

Her gennemgår vi blandt andet de forventede krav, de praktiske konsekvenser for HR og løn samt de spørgsmål, virksomheder bør forholde sig til.

Har I brug for konkret rådgivning?

Behovet for forberedelse vil afhænge af blandt andet virksomhedens størrelse, lønstruktur, HR-data og eksisterende processer.

Azets kan hjælpe med at vurdere jeres nuværende setup og skabe overblik over de områder, der kan kræve tilpasning, når den endelige danske lovgivning foreligger.

Vi følger den danske lovgivningsproces og opdaterer vores information, når der kommer nyt om de endelige regler.

Kontakt os

FAQ om løngennemsigtighed

EU's implementeringsfrist udløb 7. juni 2026. Pr. 7. august 2026 fremgår de nye foreslåede løngennemsigtighedsbestemmelser ikke af den gældende danske ligelønslov. Der foreligger et dansk høringsudkast til ændring af loven.

Det danske høringsudkast lægger op til ikrafttræden den 1. januar 2027. Datoen bør ikke betragtes som en endeligt vedtaget ikrafttrædelsesdato, så længe den endelige danske lovgivning ikke er vedtaget.

Ikke nødvendigvis efter høringsudkastet. Kandidaten skal efter forslaget have oplysninger om startløn eller løninterval, så lønforhandlingen kan ske på et informeret og gennemsigtigt grundlag.

Høringsudkastet foreslår, at arbejdsgivere ikke må spørge kandidater om lønhistorikken i deres nuværende eller tidligere ansættelsesforhold.

Efter høringsudkastet kan en medarbejder anmode om sit individuelle lønniveau og gennemsnitlige lønniveauer opdelt efter køn for medarbejdere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Nej. Høringsudkastet opstiller forskellige krav afhængigt af antallet af lønmodtagere. For virksomheder med 50-99 lønmodtagere gælder der desuden særlige betingelser.

Ikke nødvendigvis. Efter høringsudkastet indgår 5 procent som en tærskel i reglerne om fælles lønvurdering, men der skal også ses på blandt andet, om forskellen kan begrundes ud fra objektive og kønsneutrale kriterier.

Lisbeth Web
Lisbeth Lindorff Riis

Lisbeth Lindorff Riis er uddannet Cand.merc.jur fra Handelshøjskolen i Århus og senere Cand.jur fra Københavns Universitet. Lisbeth har 21 års erfaring med juridisk rådgivning inden for HR, herunder persondataretlige problemstillinger - GDPR, ansættelsesret og barsel. I Azets er Lisbeth Head of HR Legal.